Spring navigation over

40 års jubilar bruger stadig bolden

Spiros Antivakis i sit rette element blandt børnene i B1909’s fodboldskole for børn i  0.-3. klasse på de to folkeskoler i Vollsmose.

Spiros Antivakis har i år fejret 40 års jubilæum i B1909, hvor han i mange år fungerede som træner på eliteniveau og mødte mange fodboldkoryfæer. I dag er han en del af B1909’s fodboldskole, som, han mener, er med til at løfte en vigtig social opgave i Vollsmose.

Der er folk, der kommer og går i B1909. Og så er der personer, der holder ved uanset, om det går op eller ned. Spiros Antivakis er et eksempel på det sidste. I 40 år har han udført vigtige funktioner i klubben. Altid med fodbolden som omdrejningspunkt.

- At blive medlem af og være en del af en fodboldklub er for mig at se den bedste måde at blive integreret i et samfund på. Man lærer en masse mennesker at kende, bliver stille og roligt fortrolig med et nyt sprog og det samfund, man skal fungere i, siger han efter selv at have prøvet ’medicinen’ på egen krop.

Han kom til Danmark fra Grækenland med sin familie i 1969 og slog sig ned i Odense. Her slog han hurtigt sine folder som ynglingetræner i Fjordager. Det skete med så stor succes, at Spiros Antivakis i 1979 blev hentet til B1909 for at træne klubbens ynglingehold.

- Jeg var et elite- og konkurrencemenneske, der ville vinde. Og jeg var nok en hård, men også retfærdig træner, der gik meget op i, at spillerne følte sig godt tilpas, fortæller han.

Klubben var et paradis

Spiros Antivakis’ gode evner som træner var ikke til at komme uden om. Så fra starten af 1980’erne og de næste 10-12 år var han enten assistent eller hjælpetræner for nogle af de bedste trænere, B1909 har haft:

Peter Dahl, Allan Michaelsen, Flemming Serritslev og ikke mindst Richard Møller Nielsen.

- Det var en gave for mig at arbejde tæt sammen med så kompetente folk, siger han.

Specielt mindes Spiros Antivakis tiden, hvor Richard Møller Nielsen var sportslig leder, med stor glæde.

- Han var et stort menneske og en person, der evnede at motivere spillerne i en grad, så de præsterede over evne, fortæller Spiros Antivakis.

Nok gik elevatoren i den periode både op og ned for B1909. Men Spiros Antivakis er ikke i tvivl, når han skal skue bagud og karakterisere perioden.

- B1909 var for mig et paradis. Der var ikke mindre end 24 ungdomshold og en atmosfære, som det er svært at forestille sig i dag.

Drop naiviteten

Det er da heller ikke til at komme uden om, at aktivitetsniveauet på alle måder er lavere i B1909, end det var for 30-40 år siden. Det ser man særligt i det faktum, at klubbens bedste hold er at finde i Fynsserien. Men Spiros Antivakis mener stadig, at B1909 har en mission.

- Hvis man skal gøre sig håb om at genvinde noget af fordums styrke, skal der opbygges et fundament, der kan bygges videre på. Økonomien skal være i orden. Hvad det angår, må man ikke være naiv. Og der skal flere medlemmer i folden, siger han og fortsætter:

- I Vollsmose er der et stort potentiale for at gøre flere unge mennesker interesseret i at spille fodbold. Men vi skal have fat i forældrene og forklare dem, at selvom de måske ikke har mange penge at gøre godt med, er det en god investering at melde deres børn til fodbold.

Han understreger samtidig, at det arbejde allerede er godt i gang i B1909. Det er bare vigtigt for ham at gøre opmærksom på, at mange børn og unge i Vollsmose vil have stor gavn af at være med i et fællesskab.

Vigtigt socialt arbejde

Hvad Spiros Antivakis konkret mener med det, får man en tydelig fornemmelse af ved at kaste et blik på, hvad han laver i dag i B1909. Her er han nemlig med i arbejdet med B1909’s fodboldskole. Fire dage om ugen har han med børn og unge fra 0.-3. klasse at gøre. Det foreågr i B1909 og i et samarbejde med H.C. Andersen Skolen og Abildgårdskolen.

- Børnene får bevæget og rørt sig på en god og hensigtsmæssig måde. De er glade og får meget ud af at være sammen med andre. Og alle kan være med. Både piger og drenge. Den indsats er meget vigtig, for det er min erfaring, at flere børn og unge har det dårligere i dag end for 40 år siden, påpeger Spiros Antivakis.

Han er derfor meget glad for, nu i en alder af 75 år, at arbejde med børn:

- Det er for mig som at vende tilbage til min egen barndom i Grækenland, hvor pengene heller ikke var store, men hvor vi var glade bare ved at være sammen med andre.

40 år i B1909 er lang tid. Spørger man imidlertid Spiros Antivakis, om det har været det hele værd, er han ikke i tvivl.

- Det har været en drøm at være med til at gøre en forskel. Jeg bliver ved, så længe jeg kan. Jeg kan simpelt hen ikke lade være, slutter han.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her