Spring navigation over

Muler-elever imponerede forfatter

Forfatter Sofie Jama mødte flere hundrede elever fra Mulernes Legatskole i Vollsmose Kirke den 5. november.

Forfatter og debattør Sofie Jama var i topform, da hun fortalte om sin bog ’Et andet menneske, et andet liv’ og sin kulturelle frigørelse i Vollsmose Kirke foran 200 elever fra Mulernes Legatskole. Besøget i Vollsmose gav hende håb for ungdommen.

Kirkesalen var helt stille, og ørene var spidset hos alle de 200 tilhørere, da Sofie Jama den 5. november holdt foredrag i Vollsmose Kirke. Her var ældre såvel som unge fra Mulernes Legatskole samlet for at høre forfatteren fortælle om sin hitdebut ’Et andet menneske, et andet liv’. Bogen handler om en ung pige, der flygter fra konflikten i Somalia med sin mor og søskende og ender i Roskilde. Her møder hun både en jødisk kvinde, der er holocaust-overlever, og en asylsøgende dreng med palæstinensisk baggrund, og lidt efter lidt tegner der sig et ubrydeligt mønster imellem de tre mennesker. Romanen beskriver de menneskelige omkostninger ved et liv som flygtning og behandler emner som overlevelse, identitet og hvordan man som flygtning nødvendigvis må forandre og forvandle sig for at kunne overleve. Romanen er ikke selvbiografisk, men har nogle fællestræk med Sofie Jamas eget liv. Hun kom selv til Danmark fra Somalia som 14-årig og fortalte under foredraget også ivrigt om den kulturelle frigørelse og religions- og dannelsesrejse, hun selv har været igennem, og som har gjort hende til en del af det danske samfund.

Overraskende unge

- Der var så meget i Vollsmose, der overraskede mig. Jeg har læst og hørt meget om Vollsmose, men jeg havde aldrig været der før. Jeg må indrømme, at jeg for eksempel ikke havde forventet, at jeg skulle være i en kirke, fortæller Sofie Jama, da Vollsmose Avisen snakker med hende nogle dage efter foredraget. I de dage har Sofie Jama skrevet på sociale medier, at foredraget i Vollsmose var en af hendes bedste oplevelser med et publikum til dato.

- Jeg blev virkelig nødt til at kigge indad bagefter, fordi jeg blev jo konfronteret med min egen uvidenhed om Vollsmose. Der var bare så mange gode overraskelser. I sig selv var det meget overvældende med alle de unge blandt publikum, for jeg er vant til, at publikum er meget ældre, siger hun og fortsætter:

- De unge var så bramfrie, modige, spørgende og nysgerrige. Der var unge somaliske piger med tørklæde, der ikke holdt sig tilbage for at stille kritiske spørgsmål og undre sig. Jeg troede ellers, at jeg havde en okay indsigt i forskellige kulturer, men jeg er jo faktisk ret ignorant og unuanceret. Så jeg fik prikket hul på min egen boble.

Håb for næste generation

Der var et par pudsige spørgsmål undervejs fra tilhørerne, men især et spørgsmål gik igen: Har hun konverteret til kristendommen?

- Jeg vil gerne svare på personlige spørgsmål, men religion er et ret privat anliggende, så det holder jeg for mig selv. Jeg er også påpasselig med at prædike og komme med budskaber, for alle må tage sine egne rejser og finde sine egne veje. Men en af mine overordnede pointer er, at selvom det kan gøre ondt at dykke ned i splittelsen mellem to kulturer, så kan det også være meget berigende. Og man kommer i hvert fald klogere ud på den anden side, siger Sofie Jama, der har en uddannelse i kulturformidling og arabisk sprog fra Aarhus Universitet og arbejder som tolk for de danske myndigheder ved siden af sit forfatterskab.

Hun fortæller, at mødet med de mange gymnasieelever i Vollsmose Kirke har givet hende håb for den næste generation.

- Der opstod sådan en oprigtig kontakt, intimitet og nysgerrighed, hvor vi kom hinanden ved. Det er jo det, der skaber forståelse og empati mellem mennesker, og det er også der, integrationen virkelig kan lykkes, hvis du spørger mig.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her