Spring navigation over

’Spændingen var næsten ikke til at holde ud’

Borgmester Peter Rahbæk Juel uddelte Ildsjæleprisen til Vollsmoses bydelssøstre. Foto: Maja Bach Løvstrup

Bydelssøster og borgerjournalist Metha Maul fortæller her om aftenen, hvor Vollsmoses bydelssøstre blev udråbt som vindere af Odense Kommunes Ildsjælepris.

For snart et år siden stod 22 færdiguddannede bydelssøs-tre klar. 22 vidt forskellige kvinder fulde af virkelyst, engagement og klar til at hjælpe og støtte andre kvinder - og med et udvidet netværk og et spirende venskab i ryggen.

I de knap 11 måneder der siden er gået, har vi haft travlt. Også mere end vi egentligt havde forestillet os.

Vi har arrangeret kvindernes internationale kampdag i Vollsmose, forsøgt at få flere til at stemme til folketingsvalget, henvist kvinder fra bydelen til steder, hvor de kan få hjælp, ydet psykologisk førstehjælp og meget andet. Vi har oplevet, at vores arbejde i den grad er blevet bemærket og påskønnet. Det hele kulminerede til FrivilligGalla fredag den 27. september.

Sommerfugle i maven

Tidligere i september fik vi nyheden om, at vi var indstillet til en eller flere af Odense Kommunes priser for frivilligt arbejde. Det gjorde os glade og stolte. Senere fik vi så at vide, at vi rent faktisk var nominerede som et ud af tre projekter til hovedprisen: Ildsjæleprisen. Det vakte jubel og endnu mere glæde og stolthed. Faktisk blev vi indtil gallafesten ved med at sige til hinanden: ’Vi er allerede vindere blot ved dette’. 

LÆS OGSÅ: Vollsmoses bydelssøstre bryder svære tabuer

Så oprandt dagen, og 15 søstre mødtes på spillestedet Posten for at fejre frivilligheden. Vi var festklædte, glade og med masser af sommerfugle i maven. Posten var smukt pyntet, vi fik velkomst-bobler og fik taget billeder på den røde løber. Der var dejlig musik, og de runde borde var festligt dækket og med pladser specielt reserveret til os. Festen var knap nok i gang, og det var allerede en kæmpe oplevelse. Vi søstre snakkede, grinede og pjattede, som vi også er gode til. Måske også i et forsøg på at dulme sommerfuglene i maven. Imens blev der serveret lækker mad, sagt velkommen og de forskellige nominerede blev præsenteret. Som aftenen skred frem, blev de øvrige priser - Kickstarteren, Holdspilleren, Den Bæredygtige og Stjernen - uddelt. Der var underholdning og dessert. Og helt ærligt, så var spændingen til sidst næsten ikke til at holde ud.

Og vinderen er…

Endelig. Klokken 21.00 gik borgmesteren på scenen for at uddele hovedprisen. Han var drilagtig og trak spændingen godt ud. Puuuh, det var svært at lytte rigtig til, hvad han sagde. Rundt om bordet sad alle vi søstre med bøjede hoveder og hænderne knyttet tæt sammen. Og så råbte han: Og vinderne er… bydelssøs-trene! Vi røg alle sammen op af stolene med hænderne over hovederne, og vi dansede os op på scenen, hvor vi krammede hinanden i vildskab og fældede glædestårer. Vi fik den fine statuette lavet af Jens Galschiøt.

- Tusind tak for denne smukke pris. Vi er ganske overvældede og stolte over, at vores arbejde i dén grad er blevet bemærket. At modtage denne pris giver os endnu mere blod på tanden til at forsætte vores arbejde, sagde bydelssøster Aysel fra scenen.

- Vi blev samlet 22 forskellige kvinder, som alle brænder for at hjælpe, bryde tabuer og gøre opmærksom på rettigheder og lighed mellem køn. Vi er et godt team, og vi kan med stolthed fortælle, at 20 nye kvinder starter på uddannelsen til november. Tak alle sammen, fortsatte Najla takketalen, inden aftenen blev endnu mere surrealistisk med flere billeder, der skulle tages og interviews, der skulle gives. Vi svævede hjem til Vollsmose i glæde og kunne ikke tro, at det virkelig var sandt. Med prisen, æren og anerkendelsen af vores arbejde følger også overskuddet fra Kulturmaskinens JuleGalla til vores videre arbejde. Vi er så utroligt stolte og kan kun sige et kæmpe tak.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her